Tips og værd at vide til førstegangsforældre

1) Amning gør meget ondt i starten; det kræver øvelse, tålmodighed og fred – og husk: den gode mor sidder ikke i brysterne! Tænk på hvad der er bedst for dig – har du det godt, har baby det godt!

2) I starten vil dine bryster fylde meget; både mentalt og fysisk! De bliver kæmpestore og gør ondt når mælken løber til, du har dem fremme mellem 6 – 8 gange i døgnet og de kan være så sprængfyldte med mælk, at du kan gennembløde både seng, dig selv og baby under en amning.

3)Efter fødslen bløder man meget, der er meget barselsflåd, du er sikkert blevet syet og hygiejnen er vigtig – hav store bind og en skylleflaske stående ved toilettet.

4) De første uger er benhårde – hormon tudetur, mælk der løber til, amning der skal fungere, søvnunderskud og en krop der skal hele efter fødslen. Det vil virke enormt overvældende, du bliver modløs og du får brug for meget støtte fra far eller andre.

5) Søvn er vigtig – dårlige vaner findes ikke i starten og det er i orden at have baby liggende i Jeres seng den første tid. Det letter også natamningerne. Anskaf evt. en slynge til at aflaste armene i dagtimerne.

6) Bleskift behøver ikke foregå på puslebordet – især om natten, hvor der skal være ro. Skift inde i sengen på et håndklæde, hav tingene klar og dæmpet lys.

7) Hold besøg på et minimum og lad gæsterne sørge for sig selv – Jeres energi er lav og folk kan godt selv lave kaffen og gå igen efter en time.

8) Sundhedsplejersken er hverken kommunens udsendte spion eller det alvidende orakel. Det er ikke påkrævet af dig at have et pletfrit hjem og følge samtlige råd du får stukket i hånden – lad støvet være og lyt til din mavefornemmelse.

9) Babygråd rammer ens nerver og frustrationerne kan hurtigt bygge sig op – forsøg at dække ét tryghedsbehov ad gangen så vil det blive mere overskueligt og du ved, du gør alt hvad du kan.

10) Den første tid handler stort set kun om amning, søvn og bleskift. Det kan blive virkelig monotont, så sørg for at komme ud med barnevognen, kom ind i en mødregruppe eller hyg dig med din baby. Det er vigtigt også at nyde de små stunder og friheder, hvor du kommer lidt ud af babyboblen.