Jeg havde egentlig tænkt mig at lave en hurtig Top Ti over de vigtigste erfaringer jeg har gjort mig som førstegangsmor. Det viste sig dog, at jeg har helt vildt meget på hjerte til hvert eneste punkt, så jeg vil istedet skrive ét indlæg pr. punkt så I får alle mine tanker med 🙂

Amning er et stærkt emne at tage op. Især fordi det var det, der mest af alt vendte op og ned på min verden da vores datter blev født. Det er et meget følsomt emne for mig. Når jeg taler om amningen sidste gang bliver jeg meget påvirket af det fordi det var sådan en vigtig ting for mig. Måske for vigtig. Det var et ideal som jeg gerne ville opnå. Det var en forventning fra omverdenen, det var forventningen til mig selv og det var den lyserøde drøm.

Den lyserøde drøm
Jeg havde den lyserøde drøm: amning er den skønneste og sundeste ting i verden.
Jordemødrene på fødegangen står klar med gode råd og teknikker; de får det til at lyde som om der ikke skal andet til end en vågen baby med åben mund og en mor med brystet blottet. Vupti så er du igang!
Sundhedsplejersken prædiker amningens fordele, taler om skemaer, vægtkurver og hvordan baby skal ligge for at opnå den optimale ammeposition.
Du ser mødrene sidde på café, en stofble nonchalant lagt over skulderen og den lille baby, der veltilfreds og fredfyldt får sig en ammetår. Det ser så nemt ud.
Det er absolut IKKE den nemmeste og naturligste ting i denne verden, som du i kraft af din kvindelighed rent instinktivt burde have styr på!

At amme er en læringsproces og teknik, som både du og baby skal have oparbejdet. Det er benhårdt og det kræver øvelse og fred!

Hvordan føles amning i starten?
Amning gør ondt de første par uger; der vil højst sandsynligt komme sår på vorterne, fordi du er igang med at lære baby at sutte rigtigt, du kan nemt få svamp i brysterne (en indre, brændende smerte i brystet) fordi der konstant er et fugtigt miljø og du kan få tilstoppede mælkekirtler, som kan resultere i brystbetændelse.

Nu tænker du sikkert “ja ja, nu lister hun også ALT det op som kan gå galt!”. Jeg blev ramt af hele baduljen og måtte opgive amningen da vores datter var 3 uger gammel. Jeg var IKKE forberedt på alle disse skrækscenarier. Havde jeg vidst, at amning ikke er en lyserød drøm og en dans på roser, ville jeg nok have kæmpet mere for det istedet for at gå i chok, lade mig slå ud og give op.

At opgive amningen
At stoppe amningen var og er den hårdeste beslutning jeg nogensinde har taget. Set i bakspejlet var det også den sundeste beslutning for mig.
Mit selvværd og selvtillid var helt nede under gulvbrædderne, jeg fik ikke spist eller sovet, jeg tabte mig voldsomt i de tre uger, jeg tudede når jeg ammede, jeg tudede når jeg tænkte på at jeg snart skulle amme igen, til sidst tudede jeg fordi jeg ikke kunne mærke mælken løbe og min datter bare suttede og suttede uden resultat. Og det er klart, hvis mor ikke får passet på sig selv, så kan hun heller ikke lave mælk. Jeg kom ind i sådan en ond cirkel at jeg bare havde lyst til at give op! Sige stop! Jeg kunne ikke finde ud af at amme og derfor kunne jeg ikke finde ud af at være mor!

Det var min mand (dengang kæreste) som til sidst fik sat en stopper for det. Han kunne se, hvordan jeg led og var ved at opgive det hele. Han kunne se, hvordan jeg distancerede mig fra vores barn og benyttede enhver lejlighed til at lægge hende over på en andens arm. Jeg var så fortabt i min egen lille håbløse verden, at jeg tænkte andre måtte kunne vise mig, hvad jeg dog skulle stille op med det lille fremmede væsen. Som sagt; selvtilliden var ikke-eksisterende.

Vi gik til sidst over til at give flaske. Det skete dog ikke uden en stædig jeg-vil-ikke-erkende-nederlaget holdning fra mig som forsøgte at pumpe mælk ud både med hånd og en manuel brystpumpe – så vores datter i det mindste stadig kunne få det “sundeste og bedste fra mor”. Igen med det resultat at jeg sad og stortudede over de ynkelige mængder jeg kunne præstere ned i flasken. Dér var det så også endelig Stop! fra min side.

Den gode mor
Efter noget tid med flaske kunne jeg mærke at jeg stille og roligt vendte tilbage til mig selv. Jeg fik sovet, jeg fik spist, jeg begyndte at hygge mig til flaskemåltiderne og det gik pludselig op for mig: den gode mor sidder ikke i brysterne!

Den gode mor nyder at være sammen med sit barn. Den gode mor husker at passe på sig selv. Den gode mor beder om hjælp til at være en god mor. Den gode mor lytter til sin egen krop. Den gode mor husker, at hun ikke er alene!

Det hårdeste var (og er stadig) den dårlige samvittighed der fulgte med. Og ja den dag idag er jeg stadig ked af, at jeg ikke kunne amme min datter. Det er som om jeg mangler noget i tilknytningen til hende dengang hun var helt lille og ny. At jeg ikke var nok. Det hjælper heller ikke når omverdenen (både privat og sundhedsvæsenet) hårdnakket slår på tromme for “Amning for enhver pris!”. Vores beslutning om ammestop blev ikke – som jeg havde behov for at høre – mødt med accept eller forståelse. Det svar man fik var “Jamen kan I ikke bare prøve at gøre sådan eller sådan?” Og det er ikke hvad en skrøbelig, ingen-selvtillid tilbage og udmattet mor har behov for at høre.
Hun har behov for at blive anerkendt i sin rolle som mor; at få et skulderklap for at tage en så stor beslutning; at få ros for at det hun gør, gør hun for sit barns og eget bedste.

Hvad vil jeg gøre denne gang?
Denne gang ved jeg, hvad jeg kan forvente. Jeg ved at det bliver hårdt, men jeg føler mig godt forberedt.

– Vi har tænkt os at isolere os ihvertfald den første uge, trække stikket ud og få fred til at lære den lille ny at kende. Det bliver hårdt at holde de meget ivrige bedsteforældre fra døren, men de skal nok komme sig over det!:)

– Jeg vil sørge for masser af hud-mod-hud kontakt; sidde med bar overkrop og lillemanden kun iført ble – både under og imellem amningerne.

– Begynder amningen at gå i hårdknude tager vi nogle dage i sengen, hvor vi starter forfra. Dvs. helt back-to-basic med bar overkrop, ham i ble og fuldstændig ro.

– Jeg har fået indrettet en god ammekrog i stuen, hvor vi har den gode lænestol fra IKEA (EKTORP), et lille bord til at stille vand, have fjernbetjening og mobil liggende og en kurv til stofbleer og ammepude.

– Jeg vil huske at have en vandflaske/drikkedunk ved min side hver gang der skal ammes, så mit væskebehov bliver opfyldt.

– Jeg vil bede min mand om at hjælpe mig; hvad enten det er bleskift om natten eller en smurt mad stukket ind fra højre midt i en amning – det er ok at blive serviceret, så overskuddet bliver holdt oppe.

– Jeg har fået læst en masse om andre mødres erfaringer med amning (minmave.dk, babyklar.dk og ammenet.dk) og fået set en masse youtube videoer, hvor både sundhedsprofessionelle og mødrene selv demonstrerer ammeteknikker.

– Jeg vil ikke lade mig forvirre af hans gråd og tro ethvert lille piv betyder sult – det vil kun udmatte os begge og bringe os ind i en ond cirkel af nonstop amninger. Ca. hver 2. eller 3. time er en god standard at følge – der kan selvfølgelig gå længere tid ifm. de lange lure i løbet af dagen og kortere tid hen på aftenen, hvor han vil tanke op til natten.

– Jeg vil ikke lade mig frustrere af pludselige appetitspring, hvor han konstant har behov for at amme. Det er den naturlige måde at øge min mælkeproduktion og går det helt galt bliver det et par dage i sengen, hvor han nemt og hurtigt kan komme til, jeg kan få hvilet og på den måde komme helskindet igennem springene.

– Jeg har sørget for at anskaffe Lanolin creme (spørg på apoteket efter Lanolin – mærket hedder Lansinoh) som efter sigende skulle være vidundercremen til de ømme brystvorter. Den smøres på før og efter en amning og heler lynhurtigt.

– Jeg har fundet sutteflaskerne frem og købt en enkelt pakke modermælkserstatning til nyfødte. Jeg vil selvfølgelig kæmpe for amningen, men det er også ok en gang imellem at give erstatning, hvis nu min egen produktion lider for meget under søvnmanglen.

– Og sluttelig vil jeg tage babysteps! Se på mit barn, lytte til mit barn, mærke efter i mig selv, hvad siger min mavefornemmelse mig?, finde urinstinkterne frem og tage det stille og roligt 🙂